Skestorken har fået navn efter sit næb, der ligner en ske. Næbbet svinger den fra side til side i en rytmisk bevægelse, når den fanger insekter, orme, frøer og små fisk.
Den afrikanske skestork, der bor i Odense ZOO, har også en europæisk fætter, der hedder eurasisk skestork - eller kort og godt bare en skestork. Den kan man også finde i den danske natur.
Den forsvandt godt nok fra Danmark tilbage i 1960'erne, men i midten af 90'erne kom den tilbage, og Danmark er nu skestorkens nordligste yngleområde.
Den samme bevægelse, hvor fugle trækker længere mod nord end tidligere, er set hos flere andre arter. Man ved ikke med sikkerhed hvorfor, men global opvarmning er den mest sandsynlige forklaring.