Henkels bladhalegekkoer er mestre i at kamuflere sig. Deres hudfarve kan variere en del, men fælles for alle farvevariationer er, at de fungerer godt til at gemme sig i barken på træer.
Langs deres kroppe sidder der frynset hud, som ligger sig helt tæt op ad overflader. Det er med til at gøre dem endnu sværere at se. Kan du se dem i terrariet?
Henkels bladhalegekkoer lever på Madagaskar, hvor de er aktive om natten. De bruger størstedelen af deres liv i træerne, hvor de typisk hænger med hovedet nedad på stammerne.
EAZA* fører stambog på arten i zoologiske haver, så man kan passe på dem ved at bevare en genetisk sund bestand.