Køb billet
Sibiriske tigere trænes i Odense ZOO
  1. Nyhedsarkiv
  2. Nyhedsarkiv /
  3. ZOO sætter vild rekord
tirsdag den 6. januar 2026

Odense ZOO sætter besøgsrekord for fjerde år i træk

I løbet af 2025 lagde hele 557.595 dyreglade gæster vejen forbi Fyns største turistattraktion. Og det er altså det højeste besøgstal i havens historie.

- Det er jo helt vildt, at vi kan ramme så højt et besøgstal fire år i træk. Det er en helt ny standard for os her i Odense ZOO, som jeg og vi er utroligt stolte af, siger Bjarne Klausen, der er direktør i Odense ZOO. 

- Det er virkelig dejligt og meget motiverende for os, at så mange vælger at besøge os. Også i de sæsoner, hvor det er mørkt og gråt, og vinterkulden bider i kinderne, siger direktøren.

Den bedste jul nogensinde

Rekorden blev slået den 29. december 2025 efter en tæt afslutning, der endte med 3.470 flere gæster end i 2024. I juleperioden alene besøgte over 80.000 gæster haven. Julen 2025 blev hermed den bedst besøgte nogensinde, selvom juleprogrammet i år havde én weekend mindre.

- Det er nu femte gang, vi har Jul i ZOO, og vi tror på, at det nu faktisk er blevet en fasttømret tradition for mange at komme her. Det er ikke rigtigt jul, før man har besøgt girafferne inde i stalden eller drukket varm kakao og spist æbleskiver under julelysene, siger Bjarne Klausen.

2026 byder på flere nyheder

Den nye rekord er resultatet af den transformation, Odense ZOO har gennemgået fra primært at være en sommerattraktion til i dag at være en destination, der tiltrækker gæster året rundt.

- Vi arbejder målrettet på at være en stærk helårsattraktion og på at være relevante for en bred målgruppe. Jo flere gæster, vi kan byde velkommen i haven, jo bedre muligheder har vi for at lykkes med vores vision og vores arbejde med dyr, natur og formidling, siger Bjarne Klausen.

Og mens 2025 blev afsluttet med endnu en rekord, er blikket allerede rettet mod 2026. Året byder blandt andet på magiske lysaftener med et helt nyt tema, "Junglefeber," som i år skydes i gang allerede lørdag den 31. januar.

Derudover kan havens yngste gæster glæde sig til foråret, hvor et helt nyt børneunivers åbner både i Odense ZOO og på YouTube. Havens nye børnevært flytter ind og gør klar til både at lege, lære og fortælle masser af spændende dyrehistorier.

Sibiriske tigere trænes i Odense ZOO