Sydamerika-volieren og tropehuset, hvor søkøer og dovendyr bor, er åbnet igen, efter der i sidste uge blev konstateret et tilfælde af lavpatogen fugleinfluenza (H7) hos en rød ibis, som blev fundet død.
Den pågældende variant af fugleinfluenza er ikke farlig for mennesker. Mennesker kan dog bringe smitte med sig, for eksempel ved at træde i fugleklatter. Fuglen er blevet testet hos Fødevarestyrelsen, og der har ikke været yderligere dødsfald eller symptomer hos andre fugle.
Efter anvisninger fra Fødevarestyrelsen blev Sydamerika-volieren og tropehuset midlertidigt lukket. Alle fugle er nu flyttet på stald, og volieren er blevet grundigt rengjort. Det er derfor i øjeblikket ikke muligt at se fuglene, som ellers normalt flyver frit rundt i volieren.
Odense ZOO holder fortsat øje med fuglene og tester for at holde øje med, hvornår fuglene med sikkerhed kan konstateres fri for fugleinfluenza.
Færden i volieren er på eget ansvar.
Se videoen med nyheden her.