Svinehaleaberne lever i store grupper på op til 80 individer. Der er et hierarki i gruppen med en dominerende han, som bestemmer over alle de andre. Det viser han af og til ved at gabe højt op og vise sine store hjørnetænder.
I deres søgen efter føde har svinehaleaber fundet ud af, at bønder somme tider skyder efter dem for at beskytte deres marker. Derfor sniger aberne sig ind i små flokke, mens andre holder vagt og advarer, hvis der kommer mennesker.
Vores gruppe er en af de største i Europa, og vi giver dem havregryn, som de skal lede efter i savsmuldet. Det minder om deres adfærd i naturen, hvor svinehaleaber søger efter græsfrø i græsset.