Kongepythonen er en kvælerslange. Den holder sit bytte fast med tænderne, mens den vikler sin lange krop rundt om det og klemmer så hårdt, at dyret dør.
Kongepythonen kan gabe meget højt, for dens kæber sidder ikke fast som hos os mennesker. Den har heller ikke noget brystben, så ribbenene kan udvide sig rigtig meget. Derfor kan kongepythonen sluge sit bytte helt, og det ses tydeligt, når den har en rotte eller en mus i maven.
Hvis kongepythonen bliver angrebet, ruller den sig sammen til en kugle med hovedet inderst. Når den ligger sådan, kan man faktisk trille den hen ad jorden.
Kongepythonen kan opleves i Darwins Hus, når dette har åbent.