Klik på nedenstående links for at læse mere om:

• Undervisningsmateriale
• Galathea 3 og Odense Zoo

Tak for turen!
Vi er ved vejs ende, Valparaiso, Chile. Vi har sejlet fra 11. januar til den 8. februar + en ekstra lørdag, da vi passerede datolinien, i alt 4 uger. Nu vil jeg hjem!
 
Det har været et eventyr at være med på Galathea3. Togtet har været specielt af mange årsager. De enorme afstande, hvor der bare var øde hav og ingenting. Den enorme isshelf ud for Ross Havet, som vidnede om et stort isfyldt kontinent. Det blev yderligere bekræftet, da vi nåede ind mod land, og kæmpegletsjere hang ud over havet og gjorde mulighederne for landgang til en sjældenhed. Pingvinerne var unikt for de fleste. Vi kom tæt på. Jeg kom tæt på flere gange. Jeg vil aldrig glemme fornemmelsen af at stå midt imellem skrigende pingvinunger og forældrefugle i tusindvis.
Kjovernes luren på næste måltid midt i pingvinkolonien. Pukkelhvalerne, som blev til en hverdagsbegivenhed at se; og dog altid med et håb om at de kom lidt tættere, og at vi kunne se det gigantiske spring ud af vandet. Pelssælernes løb på stranden. Isfiskens åbne gab for enden af fiskelinen. I Chile blev det turene i dagevis i skærgården, som jeg vil huske som noget af det smukkeste. De vilde grønne nuancer i en kølig bjergregnskov.
 
Bag hele eventyret står en masse mennesker. En besætning, som har lagt planer for vores skyld. For at forskerne kunne få deres prøver hevet om bord. Så fotograferne kunne få deres gode skud, og så vi kunne få historier at skrive om. Den anden vej rundt en masse forskere, som rettede sig ind efter hinanden og gav os plads som tilskuere. En måned sammen med vildtfremmede mennesker. Nogle forblev fremmede for hinanden, men mange blev venner. Sat sammen af tilfældigheder et fjernt og øde sted på kloden langt væk fra Danmark.
Måltider fordelt i forskellige messer serviceret af et superteam fra kabyssens tryllekunstnere til fade og buffeter. Foredrag blev fortalt af alle ildsjælene med hver deres faglige vinkel. Vi gik derfra med forståelsen af, hvad der i naturvidenskaben har grebet hver og én.
 
For mig var der et touch af vemod, da vi forlod Antarktis. Vi blev beriget af oplevelser i en uge, men det føltes som at få forretten og kun se et glimt af hovedretten. Tænk alt det, der er til gode! Kejserpingvinen, leopardsælen, havisen…
 
Hvis der skulle blive en anden gang, vil jeg vælge en anden rute for at nå til klodens koldeste kontinent – en noget kortere distance end med udgang fra New Zealand. For desværre var der én uønsket med om bord: Søsygen. Den kunne jeg have undværet besøg af hver eneste gang, den kom snigende. Jeg bliver aldrig søulk eller får søben. Måske vil færgeoverfarten på en time til sommerens feriemål på Sejerø fra nu af aldrig blive lang. Måske kan jeg lokkes til at sejle i skærgården, hvis der er blankt vand og stille. Måske.
 
Nu vil jeg gå i land. Få et lille glimt af Chile. Jeg vil glæde mig til at kunne drikke kaffe igen og til at få lyst til en øl i skyggen. Stå, gå og ligge helt stille uden bølgernes duven og banken. Herefter går det hjemad til alle dem, som har rettet hverdagen ind efter, at jeg har været ude af en masse systemer i fem uger. Jeg glæder mig til gensynet, og vil blot sige tak for turen!

Regnskov og 18 grader  
Vi kommer stadig mere og mere nord på mod endestationen, Valparaiso. De skovfyldte bjerge er fortsat eventyrkulisse på begge sider af Vædderens rejse.
 
Når der zoomes ind på skoven finder man en blanding af løvfældende træer i en masse grønne nuancer, og når muligheden har været der for at kigge dybere ned i bunden, er det fyldt med bregner. Det er tempereret regnskov. Den tempererede regnskov har tør- og regntid, og temperaturen kan droppe drastisk i modsætning til tropisk regnskov, hvor der er konstant fugtig, og temperaturen er omkring 25 ^oC.
 
Endelig kom der varme i luften. Vi har set meget lidt til solen på hele turen og en hel masse til diset, snusket vejr og temperaturer under 12 ^oC. Men nu bryder varmen igennem, og for første gang sættes gummibåde i vandet med en besætning uden de ellers obligatoriske overlevelsesdragter. De SKAL bæres, når vandet er under 17 ^oC. Nu er vandtemperaturen 18 ^oC. Vanen tro gik jeg på dækket pakket ind i de sædvanlige mange lag tøj. Lod handskerne blive, fordi solen var brudt igennem skyerne. Da jeg åbnede den yderste lue (dør), kom varm luft skyllende.
 
I løbet af dagen er et hold sat i land på en øde ø for at sætte en kasse indeholdende en fælles-logbog fra Vædderen og en flaske god cognac. Der blev bygget en varde til kassen, som nu står og venter på at blive fundet. Alle på Vædderen kender navnet på øen og dens position, men vi siger det ikke til nogen!
 
Om aftenen på broen skulle der spottes hvaler og specielt delfiner. Det blev der: Peale´s delfin. Jeg stod lige ovenover, hvor de kom springende, og flere så med. Så kom der gang i omklædningen for hvalholdet, som blev sat ud gummibåden, medens vi fortsat spejdede fra broen. Der var flere småflokke på 3-4 stykker, så det var vanskeligt for gummibåden at pejle sig ind. Delfinerne er lynhurtige oppe over vandet og nede igen, fem minutters pause og så var de et nyt sted, eller var det nogle fra en anden flok? Hvalholdet optager delfinernes lyd, som sendes ud foran dyret for at ekkolokalisere et bytte. Derfor skal lytteudstyret sættes ned foran hvalerne, og det kan være vanskeligt, når de hele tiden ændrer retning. Den efterfølgende analyse af lydene var negativ.
 
Samtidigt med den storslåede natur begynder civilisationen. Små hytter ses for foden af bjergene, og i vandet helt inde ved bredden skimtes hist og her orange bøjer, som sandsynligvis rummer lakseopdræt. Chile er nemlig sammen Norge verdens største producent af dambrugslaks. Når mørket falder – og det falder tungt nu – kan vi se lys på land som små lysende perler. Jo vi nærmer os landgang! Vi forlader det eventyrlige bjerglandskab og det stille vand og skal i løbet af natten ud på åbent hav. Jeg slipper nok ikke for besøg af Mr. Søsyge. Nedtællingen til Valparaiso er begyndt!

Chiles skærgård  
”Aftenens foredrag er udskudt, fordi vi sejler igennem et meget smukt område”, lyder prajningen i højttalerne. Det vil åbenbart ingen ende tage at sejle igennem det ene helt fantastiske bjerglandskab efter det andet.

Vi er kommet ud på Stillehavssiden af Chile og sejler så vidt muligt ”indenskærs”. Det giver næsten helt blankt vand og panorama til de vildeste bjergskåninger med skriggrønne farver iblandet det, der kan minde om dansk bøgeskov, bregner i bundlagt, vandfald fra svimlende højder og det blev ved og ved. Vi sejler tæt på land for en gangs skyld og ad smalle passager, hvor der ikke er mange meter vand at give af under Vædderen. Vi kunne have valgt at ræse til Valparaiso ude i selve Stillehavet, men tager i stedet denne tur, hvor vi snirkler os igennem småøer og bjergskåninger. Det bliver helt sikkert et syn, der printer sig i den snart overbelastede hukommelse for exceptionelle oplevelser.
 
Jeg gik op på broen i går aftes, hvor mange af os fik plads i front af skibet med det bedste overblik. Ind imellem blev der sagt: ”pingvin!” og ”pelssæl!”. Alle retter herefter kikkerterne i den samme retning og spejder. Flere gange var vi heldige at se de akrobatiske pelssæler laver loop i luften, som om de var trænet til at få belønning i et show. De legede i bølgerne fra Vædderen. Pingvinerne ligger som ænder i vandet, men røbes af de sorthvide farver og den springende flugt. Dampskibsænder ræser over vandoverfladen i deres flugt, og ligner ja - små dampskibe.
 
Ind imellem panoramaerne bliver der taget prøver: Bundskrab, div. trawl og vandprøver. Der er stadig stor nysgerrighed, når nettene hives på dækket og åbenbarer, hvad der gemmer sig i dybet af krabber, svampe, børsteorme mm. Der var ikke den store fiskefangst kun et par meget små hajer og en enkelt rokke, som hurtigt blev stedt til hvile i en af containerne.
 
Tiden er nu snert på at være brugt op. Gennem hele togtet er det nøje delt ud til hver af forskerholdene, hvor meget tid de har fået til netop deres projekt, og hvor meget tid der skal bruges til ”forlægning” (som betyder at sejle derudaf). Så nu gælder det om at få fisket, observeret efter hvaler, få fat i muslinger og bunddyr, eller hvad der er projektemner om. Stemningen på skibet begynder dog i lige så grad at handle om, hvad der kan opleves i dagene i Valparaiso inden hjemrejsen. Indrømmet det begynder at trække i mig også. Ikke blot at komme på land men at komme helt hjem. Men indtil da skal tiden udnyttes, så jeg går på dækket og spejder efter nok en pingvin!
 

Magellan
Efter optankning (bunkring) af olie i går kommer vi mere og mere i nordlig retning. Vi er stadig ikke kommet til den stejle og snævre passage, men det skulle være i aften, vi når så langt. Men her er smukt allerede nu.

I går havde jeg siddet og skrevet i et par timer inde i medierummet uden vinduer. Da jeg steg op på dækket, var vi omgivet af bjerge med sne på toppen. Grønne træer dækker bjergsiderne (indrømmet, det var godt at se noget grønt igen), og sceneriet fortsætter og fortsætter, bjergene ændrer en smule karakter, passagen bliver bredere og så igen smallere.
 
Vi var et par stykker, der nåede at nyde, at solen endda var brudt frem i går eftermiddag, og det blev igen den her følelse af, at det her er bare en oplevelse i særklasse. Da der yderligere dukkede en Magellan pingvin op, et par flokke af søløver, en masse albatrosser og en pukkelhval temmelig tæt på skibet, så var dagen jo helt reddet!
 
Jeg dykkede ned i litteraturen for at finde ud af, hvorfor strædet og pingvinerne her hedder ”Magellan”. Meget kort fortalt var portugiseren Ferdinand Magellan f. 1480 den første som foretog en jordomsejling. Han blev godt nok dræbt ved Filippinerne, men ét skib ud af de fem, som startede ekspeditionen, og 18 af de 234 mand fuldførte hele turen rundt. Det varede 3 år. Skibene udgik fra Europa og vest over til Amerika. Formålet var ikke at udforske verden men for at hente krydderier i Asien. Krydderier var den gang sin vægt værd i guld. Da han kom til Sydamerikas sydlige del, var det usikkert, om skibene skulle hele vejen syd om, eller hvorvidt der var en passage igennem. Det viste sig, at der var et stræde, som blev opkaldt efter Magellan. Det tog 38 dage at sejle igennem Strædet. Da de kom til Stillehavet var vejret udsædvanlig roligt, og de fik en god vind over til Asien. Derfor blev Stillehavet døbt således.
 
Situationen i dag er, at det tager Vædderen få dage at komme igennem strædet, og at Stillehavet ikke er spor stille og roligt. Vi er faktisk omgivet af lavtryk, som giver hård vind omkring os, men ikke her! Nord for os kommer højtrykket og det gode varme vejr. Det presser på lavtrykkene, som ligger og giver hylende vinde og kæmpebølger syd på. Vi er heldige – og jeg er glad! Det tager heller ikke tre år for mig at nå jorden rundt, men fra jeg stod i Kastrup Lufthavn til jeg har været hele vejen rundt er der gået fem uger. Ja, forunderlige nutidig teknik! Men bjergene – de var de samme i år 1480 og nu!

Landlov i Chile
Vi har haft ”landlov” i Punta Arenas, Chile. I ordbogen, som vores maskinmester i Odense Zoo har givet mig med på turen, betyder det AT GÅ I LAND!

Det var nu ikke nødvendigt med den store ordbog for at oversætte den besked. Stemningen på skibet steg fra afventende, spørgende pessimisme til eufori. Men ingenting går stærkt på et skib, på nær hvis det brænder. Så vi skulle først udfylde formularer og vise pas inden der var frit løb ind på land.
Hvor tit på vippeturen over Drake Strædet har jeg ikke tænkt og drømt om at skulle på land, og hvad skete der, da jeg fik muligheden? Jeg var ikke helt sikker på jeg ville med.
Jeg skulle i hvert fald ikke på bar! Men gode venner og min funktion som ”reservemor” for Jyllandspostens elever fik mig af sted. Så  en lille gruppe af teknikere og os skrivere fra Vædderen kom i land i Chile. Vi fandt af snirklede gader et ”Cafeteria”. Det bød på lidt af hvert af is, hamburgere, snacks, limonade og øl – en god øl! Det myldrede ind fra de forblæste gader af alle mulige lokale: Teenagere, som købte is, garvede værtshusgæster, som faldt i søvn efter en time og kærestepar på aftentur. I modsætning til i Danmark var der en masse ansatte. En til at lave maden, fem servitricer, to til at passe kassen; en bemanding som i Danmark ville svare til højst 2-3 jobs.
 
Dejligt, dejligt at kigge på dagligdagens liv. Mærke fast grund uden dørken vipper. Alligevel sad jeg og gyngede (også inden min øl blev serveret). Bare jeg ikke skal starte forfra med tilvænning til bølger. Det gjorde godt med landlov og en øl. Bestemt også for andre her om bord. Nogen påstod her til morgen at havnen og alting var smukt!!
 
Smuk vil jeg ikke kalde havnen i Punta Arenas. Det er er udgangspunkt for trafikken fra alle steder i verden til Antarktis. Vi har set en masse krydstogtskibe. Jeg har talt mig frem til at nogle af dem må kunne rumme godt 1000 mennesker. De ventede, ligesom vi gjorde i går, på at komme i havn. Der er en strid blæst, men vi ligger i læ i strædet (Magellan Strædet), og nu skulle vi snart komme til den smukke snævre passage, har de lovet – endda i dagslys!
 
Jeg har stået på dækket og spejdet. Skibet bliver forfulgt af albatrosser, som mågerne i Danmark følger en færge. Med et noget større vingefang end danske hættemåger, en lidt mere elegant glidende flyvning lavt over bølgerne går albatrosserne op imod vinden, dykker ned mod overfladen og holder sig fri for bølgetoppene. Solen skinner, vi kan se land. Vi har været på land. Tja, det er ikke så tosset at være tilbage på krigsskibet. Vi styrer snart mod nord ind i en chilensk skærgård, og næste gang vi skal i land, hedder det endestation Valparaiso.

Farvel Antarktis
-  og tak for kigget. Tak for uforglemmelige, storslåede oplevelser. Men vi skal videre inden stormen rammer.
 
Det gjorde den alligevel eller en snert af stormen ramte Vædderen tirsdag nat. Fem meter høje bølger gjorde skibet stille, da mange gik i hi (jeg var ikke den eneste nautisk utilpassede). Til gengæld holdt det ved i to døgn, og nu gider jeg ikke være syg mere! Vi sejlede ind i Argentina i går aftes og er sejlet ind i Magellan Strædet. Nu vi nået til Chile, Punta Areanas, hvor vi skal bunkre, dvs. fylde brændstof på. Vi har det sidste af stormen omkring os, men ligger godt i læ her i Magellan Strædet. Det er svært at komme ind i havnen, så nu får vi se, hvad der kan lade sig gøre op af dagen. Stormen skulle blæse væk hen under aften. Den fortsatte rute er fra nu af lagt, så vi går ”indenskærs” op langs Chiles kyst. Det ser jeg utrolig meget frem til, fordi det skulle være fantastisk flot, og fordi vi kommer i læ for Stillehavets bølger. Vi ser også frem til at se mere af Magellan Strædet. Det skulle være et af de smukkeste steder i verden. Indtil nu er her bredt og fladt, men længere mod nordvest skulle det blive smalt og stejlt.
 
Vi har været heldige. Vores besøg på Deception Island kunne være gået, som det skete tirsdag for et norsk krydstogtskib, ”Nodkapp”. De stødte på grund to dage efter, vi havde været samme sted. De kaldte os op, om vi kunne hjælpe dem, men vi var 18 timer væk. I stedet blev de samlet op af det krydstogtskib ”Nordnorge”, som vi mødte inde i vulkankrateret i søndags. De var kun 8 timer væk fra ulykkesstedet. 364 ekstra passagerer om bord kan ikke være nogen særlig luksus. De ligger tilmed midt i stormen og skal passere hen over Drake Strædet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor de skulle have været her på Vædderen. Men i nød må man jo klemme sig sammen.
 
I stedet er der jubel her om bord. Hvalholdet fik optaget lyd fra den såkaldte timeglasdelfin, som man aldrig hidtil har optaget. Derudover har de set en delfinart, Commersons delfin, som ikke skulle være her, men det er den altså. Fiskeholdene er også tilfredse. De har fået de prøver og fisk, de har ønsket sig. Foreløbig er der med sikkerhed én ny fiskeart. En ålekvabbe, som blev hevet op med trawlet i søndags. Den har af gode grunde ikke noget navn endnu, måske bliver ”Vædderen” en del af navnet.
 
Vi er stadig i pingvinområde. Den, der hedder Magellan pingvinen, holder til her. Springpingvinen har vi endnu ikke set, men der skulle også være en chance for at se den. Senere på den sidste del af togtet kan vi være heldige at se Humboldt pingvinen. Så frem med kikkerten og op på dækket!

Varme kilder og kolde pingviner
Vi har sejlet midt i en vulkan - Deception Island. Et stort krater på ca. 6 km. Krateret har form som en hestesko med åben adgang for havvand.
 
Undergrunden er stadig varm, så varme kilder damper op fra strandbredden i den ene ende af krateret. Dette sted var specielt udpeget til søndagsudflugt for al mandskabet på Vædderen. Gummibådene fragtede ti mand af gangen ind til strandkanten og tilbage for at hente et nyt hold. Mange havde badetøj og håndklæder med og lagde sige i det varme vand. Det var en hårfin balance ikke at ramme ud i det iskolde havvand - dér hvor der var normale Antarktistemperatur. De krill eller andre smådyr, som kom ind i zonen med  varme kilder, blev kogt krebsrøde!
 
Andre valgte at gå søndagstur op til kraterkanten. Et mystisk landskab af grå nuancer iblandet røde lag i klipperne. Gletsjere gav smeltvandet i flod- og vandløb ud i krateret. Isen var dækket af aske og helt sort, visse steder var asken skrabet af, så man kunne se sneen under.
 
Men dagens højdepunkter for et par af os var at sejle i gummibåd op langs kraterets kant på indersiden og endnu senere på dagen på ydersiden. Det var helt klart et yndet sted for pingviner at yngle. Guidebøgerne sagde 50.000 ynglende par. Der var i hvert fald mange.
Formiddagens tur langs indersiden bød på nogle få hundrede pingviner af den lille rempingvin (på engelsk chinstrap penguin), som havde valgt et stykke land højt til tops. De svømmede ind på et stykke flad strand med sort sand, herefter asede og masede de op ad en lille sti til et højt punkt. Området, hvor de stod, var lyserødt af ekskrementer. Fødevalget hos denne pingvin er hovedsageligt  krill.
Sammen med pingvinerne gik en antarktisk pelssæl i land. Den løb af sted ligesom søløver kan det med deres lange forluffer, og sandelig om denne pelssæl ikke var mærket med et gult plasticmærke på den ene luffe. Ligesom vi tror vi er ved verdens ende med uberørt natur, kommer der et element som prikker hul i illusionen. Vi fik forklaringen på mærkningen senere, da vi sejlede videre. Her stod et forskerhold med en anden sæl i et net. Vi råbte lidt sammen med dem og fandt ud af, at de var fra Argentina. Deres forskningsbase var længere henne langs kanten. I deres ”baghave” var en lyseblå dampende lagune. Ingen tvivl om at der er aktivitet i vulkanen, som dog har været i ro siden 1970. Vi håbede blot denne ville holde søndagen med.
 
Vædderen sejlede ud af krateret sidst på eftermiddagen for at hente fisk op fra nogle fælder, som var sat om morgnen. Et hold fotografer og journalister fik lov at tage ud i gummibåd til ydersiden af øen til en af de store pingvinkolonier – og jeg kom med! Se nu er der mange forskellige måder at nå det absolutte højdepunkt på sit Antarktistogt. Nogen får det, når de rigtige fisk kommer i trawlet, nogen når en musling viser sig at leve i tæt symbiose med en krabbe og - ja, rigtig gættet - nogen får det ved at komme tæt på pingviner. Det kom vi! Helt tæt. Igen var det rempingvinen og en enkelt æselpingvin, som holdt til på en bjergskåning. Vi blev landsat på stranden og kravlede et lille stykke op ad stenene, hvor pingvinerne stod kort efter, de var kommet på, land eller lige før de skulle i vand. De havde unger i kolonien. Store grå uldbunker tæt på to måneder gamle - er mit gæt. De fleste havde to unger. Der var heftig skræppen, når en forældrefugl var vendt hjem med mad. Ungerne løb efter og tiggede mad. Voksne hakkede på unger fra de andre kuld, unger hakkede på hinanden og voksne på hinanden. Det var virkelig ”survival of the fittest”. De mætte og trætte pingviner stod med halvlukkede øjne og var opmærksomme på, hvor tæt vi var på dem. De tog vores blitzglimt og nærgående adfærd pænt. Helt, helt fanatisk oplevelse – endnu én. Vi kom fra øen på den mest kluntede måde med alt fra hovedspring til maveplaskere op i gummibåden. Jeg selv var nær endt i havet. Men alle kom vel om bord og af sted mod Vædderen. Igen rigere end da vi forlod den.

Fisken med det hvide hjerte
De mest mærkelig fisk, der ses på disse breddegrader, synes jeg, er isfisken. Den er der flere projekter, som er interesseret i. Det er dybt fascinerende. Selvom vandet er -1.87^oC, og der er iskrystaller i vandet, så fryser fiskene ikke.
 
Her menes ikke fryser lidt om finnerne, men fryser til is og dør. Det skyldes et protein – antifryseprotein - som binder sig til isoverfladen, hvilket gør, at isdannelsen ikke spredes i hele fisken. Fisk kan ikke undgå at få iskrystaller ind, når de skal have ilt fra vandet, som pumpes ind over gællerne. Men antifryseproteinerne hjælper dem altså.
 
De har et meget specielt åndingssystem, fordi de mangler de røde blodlegemer, og de mangler et såkaldt respiratorisk pigment. Det er det, som normalt farver blodet rødt. Når man er hos fiskehandleren skal man normalt kigge på om fisken har friske røde gæller. Men ikke hos isfisken (som dog næppe ender hos fiskehandleren). Dens blod er hvidt, dens hjerte er hvidt og alle andre organer er hvide. Alt det som hos os selv og andre hvirveldyr er ja, blodrødt! Fiskefysiologerne er meget interesseret i dette og laver forsøg med de levende isfisk for at finde ud af, hvordan de egentlig klarer sig uden det røde blod som ilttransportør.
 
Hvorfor mangler de røde blodlegemer? Måske fordi rødt blod er mere tyktflydende, og når det kombineres med det meget kolde vand, fiskene lever i, ville det blive endnu mere tyktflydende. Måske er det derfor bedre ikke at have rødt blod. Til gengæld har de meget mere af det resterende blodplasma end alle andre fisk. Der skal løbe mere væske igennem årerne for at transportere ilten rundt, når de ikke har de røde blodlegemer til at gøre det.
 
At der faktisk er fisk med røde gæller og rødt blod hernede, må være et andet mysterium, når alle fordelene for isfisken er lagt for dagen. Men det må blive en sag for en anden ekspedition.
 
Et metrologisk mysterium er det vel næppe, når vejrudsigten ikke passer med virkeligheden. Men faktum er, at alle de dage vi har haft tåget vejr, skulle det have været klart vejr. Det har vi kun haft en enkelt dag indtil nu. Det er jo velsignet at kunne sætte sig i solen, åbne det ene øje på klem og se en gigantisk bjergformation med snedække helt ned til soklen, som ender stejlt i havet. Men vi skal passe på ikke at blive svedet af; solen er skarp – når den er fremme.
 
 

Pingviner til alle  
Det fortsætter åbenbart med de helt store oplevelser – denne gang for alle om bord. Der har i flere gange været talt om, at nu prøver vi at finde et sted at gå i land, men først i går lykkedes det.
 
Vi sejlede langsomt ind ad en kløft med stejle bjerge og gletsjere på begge sider – meget utilgængeligt terræn for en landsætning. Men sandelig om ikke en lille tunge rakte ud i vandet med klipper - og masser af pingviner. Der blev lavet lister over rækkefølgen, som alle om bord skulle ind på land i. To gummibåde sejlede i rutefart. Overlevelsesdragter, redningsveste og hjelme skiftede brugere. Indtil alle havde benyttet chancen for i en time at vandre på land.
 
Vi nød stilheden kun brudt af hæse skræppe-skrydende lyde, for her var et sceneri ingen på denne tur vil glemme: Godt 1.000 æselpingviner stod i klynger med deres unger af varierende størrelser. Mange af os satte os betagede og bare kiggede, tog billeder, kiggede igen. Pingvinerne tog ikke notits af os, når vi var i ro. Hvis for mange af os gik spredt rundt, valgte de spankulerende pingviner på vej ned mod havet hurtigt en anden rute.
Rederne var bygget fint op af de små klippestykker, som dækkede hele området. I Odense Zoo ses dette også i yngletiden. Her gælder det om at give de 30 æselpingviner en stor dynge sten til redebygningen, når de har parret ud med hinanden – ikke nødvendigvis med den samme mage fra det foregående år. Sådan er æselpingviner ikke monogame. Her på Antarktis var det samme skue hos de pingviner, som kun var nået til at ligge på æg. En pingvin lå på en lille stenforhøjning med to æg, i medens magen hentede flere sten til reden. Herefter udspilledes kurtiserende lyde og bukkende bevægelser for at fortælle hinanden, at det er os to – i år!
De fleste unger var 1-1½ måned gamle. Væksten går stærkt hos æselpingvinungerne. Tre måneder gamle har de smidt den grå fjerdragt og kan selv fange føden i havet. De skal også være hurtige for vinteren er snart over Antarktis.
 
Her er nu rigelig koldt, selvom det er sommer. Jeg er glad for alt det tøj, jeg har slæbt med i en overvægtig kuffert. Og i går kom alle lagene på: Skibukser, uld, fleece, windbreaker, store handsker – og en god vindtæt jakke ovenpå det hele. Det regnede stille. Ind imellem kunne vi høre rumlen og bragen i det fjerne. Et isbjerg på 30 meter, som lå lige ud foran pingvinlandet, brækkede midt over og dryssede et par tons isklumper i havet. Det så ud af ingenting med gav dønninger og bølger ind på land.
 
En anden fugl havde valgt at bosætte sig midt i spisekammeret: Kjover. En brun stor mågelignende fugl med pingviner som delikatesse. Resterne af deres måltider lå spredt forskellige steder i kolonien i form af indtørrede pingvinunger eller skeletterede rester. Det kan kun være kjoverne eller andre rovfugle, som kan efterlade sådanne spor. Der findes ikke andre rovdyr på land. I vandet er der flere om budet, og vi venter stadig på at se pingvinæderen over dem alle: Leopardsælen. Men den har vi til gode. I ventetiden kiggede fire pukkelhvaler forbi her til morgen. Hvad kan vi gøre, andet end at stille os til rette i solen, som endelig er kommet frem, og bare nyde?

Pukkelhvalernes ædegilde
Ja, undskyld mig! Jeg skulle lige se på en pukkelhval, der var ude og spise. Derefter kom to pukkelhvaler, som side om side afsøgte havet.
 
I går gik jeg glip af pukkelhvaler og spækhuggere, så nu skulle det være. Mine fingre er forfrosne af at stå med kamera og kikkert på skift. Sceneriet har været fantastisk, da vi ligger imellem fastlandet langs den antarktiske halvø og en masse småøer. Her er først og fremmest næsten helt fladt vand (så jeg er glad). Dernæst sejler den ene skulptur af isbjerge efter den anden forbi, og så lige en pukkelhvalhale ind imellem. Jublen får ingen ende!
 
Heller ikke på agterdækket, hvor fiskeforskerne nu får fuld valuta for deres tålmodige venten i dagevis. Taxonomerne tør ikke andet end at tage materialet med hjem, hvis det nu skulle være hidtil usete arter. Det er ikke noget, man umiddelbart fastslår. Så der bliver puttet rigtig mange fisk og især hvirvelløse dyr i fryseren i disse dage til senere udforskning. Bl.a. en stor ottearmet blæksprutte. Fiskefysiologer har gang i deres forsøg med levende fisk, og rækken af andre forskere fra de øvrige projekter står klar med skalpellen, når det er deres tur. Der har ind imellem været en chance for at fiske med stang, og det er der mange, som benytter sig af. Fra besætningen er der nogen, der i deres fritimer skynder sig på agterdækket og haler fisk op. Fiskeholdene står klar, så snart risikoen for fiskekroge i net og andet udstyr er ovre. Det har givet gode resultater. Forskerne løber af sted med de fisk, som skal holdes i live. De bliver puttet i store beholdere under agterdækket.
 
En stor del af fangsten fra de store net i dag har været krill. Karrene blev fyldt med røde kriblende krill. Det som vi har ventet på. For er der krill er der hvaler, fisk, pingviner – alt det andet i fødekæden. Så det hele hænger sammen, og vi ved hvad pukkelhvalerne har fået at æde – i tonsvis. Jeg spiste en enkelt – levende. En fyr spiste et par håndfulde, indtil han fik at vide, at der er parasitter i krillen, så ”Lad være med at spise så mange!” – tak for mad!
 
Noget helt andet er, at vi har haft besøg på Vædderen. I mange dage har der været kommunikation ud til et sejlskib, ”Oasis”, fra Svendborg. Besætningen ville meget gerne om bord og bede om et varm bad og noget rugbrød. Så i dag var der ekstra mange om bord til morgenmad og senere frokost. Herefter blev de fragtet tilbage til ”Oasis” for at fortsætte deres egen rejse. Meget, meget modigt at sejle rundt hernede i et lille sejlskib, siger jeg bare!

Adelie, æsler og gletschere
Så kom der land, bjerge, gletschere, sæler, SOL og ikke mindst pingviner! Masser!
 
Vi var sultne. Ikke efter mad, som vi får i så rigelige mængder, men efter at se og opleve. Petriskåle, pipetter og pincetter fik lov at hvile, da det ene storslåede panorama efter det andet åbnede sig for os. Vi var to personer på anden-etage-dækket. Vi sejlede langs en lav gletscher, da tågen pludselig lettede, og et kæmpebjerg tårnede sig op. Solen brød frem, og vores udbrud lokkede hurtigt dækket fyldt med kameraer, som forevigede det smukke, smukke skue.
 
Og sådan fortsatte dagen. Vi pejlede os ned til en lille ø, som er kendt for at modtage krydstogtskibe. Øen er fyldt med pingviner. Så skidt med turister, hvis vi kunne komme på land med pingviner….Men, men hvor absurd og grotesk det end lyder: Øen var booket op i to dage frem! Her kommer vi fra verdens mest øde område, har set bølger og ingenting i ti dage og får at vide, der er optaget på landjorden. ”Kan vi ikke bare selv finde noget land?” var der mange, der foreslog. Men et kig rundt overbeviste os om, at det ikke umiddelbart var muligt. De tunge gletschere hænger tungt ud over vandet i stejle formationer, og skibet har en §1: sikkerhed, så vi kan ikke bare hoppe i land et hvilket som helst sted.
 
I ventetiden nød vi så synet i kikkert og med kamera de mange pingviner, som skød op af vandet i delfin-spring. Jeg holdt kameraet klar et utal af gange, knipsede og pingvinen var væk under vandet igen og igen. Men jeg så dem: Æselpingvinerne, som jeg hidtil kun har set i zoologiske haver (og den ene af de tre arter i Odense Zoo). Nu i virkeligheden, i havet, på klipper, på sne. De stod på et par klippeøer omkring os højt til tops og spredt over klipperne med snirklede stisystemer til og fra vandet. Vi kunne se dem med deres karakteristiske vraltende gang, eller stående med lufferne sat ud for kroppen – de synes, det var for varmt i solen.
Vi fik ikke adgang til land og vendte om. De solbeskinnede bjerge satte gang i samtlige kameraer på dækket, men kun få var heldige, da det hele fuldendes af en pukkelhval, der i et hurtigt spring var oppe over vandskorpen og i et gigantisk plask ramte overfladen, viste halen i et dyk, forsvandt og kom igen. Udbruddene var så overvældende, at en intetanende længere fremme på skibet, troede, der var én, som var faldet over bord.
 
Disen kom igen og lod os kun ane de første 100 meter oppe af bjergene, der kom isskosser sejlende forbi; nogle med en sæl eller en pingvin som passager. Det blev tid til frokost, og planlægning af næste aktivitet. Fiskeholdene havde om morgenen sat liner og fælder tæt på en amerikansk forskningsstation, ”Palmer Station”. Linerne og fælder skulle tømmes, og jeg fik chancen for at komme med. Ikke så meget for at se fangsten, men for at se en pingvinkoloni og sæler.
 
Iklædt en masse lag varmt tøj og den obligatoriske overlevelsesdragt og redningsvest blev jeg sænket i havet i en gummibåd sammen med fiskeholdet. Vi skulle hente nogle forskere på land, hvor de havde fisket hele dagen, mens vi andre var på fotosafari. I minutterne, hvor der blev bjærget folk og grej, hoppede jeg i land – bare for at udnytte chancen, hvis den ikke kommer igen. Tilbage i gummibåden kom der fuld fart hen over dønningerne. Ved bøjerne med fiskeliner fik jeg igen chance for at forevige endnu flere bjerge og isgletscher. På vejen tilbage sejlede vi langsomt forbi en ø med en pingvinkoloni – denne gang adeliepingviner med unger. Adeliepingvinen er sammen med kejserpingvinen de mest kuldetilpassede pingviner, som med de længste fjer og fjer langt ned ad benene kan klare de ekstreme forhold på Antarktis. Den var her lige foran mig!
 
Tilbage på skibet var der stille på gangene kl. 20 (Vædder-tid). Ingen foredrag og de meget få tilskuere til aftenens film sad og hang og opgav til sidst og blev lullet i søvn af skibets dejligt rolige bevægelser ud mod endnu en dag.

Muslingekrebs, krill og fisk
Endelig skete der noget – endda en smule uventet! Der kom fisk og meget mere godt op fra havet med trawl. Der har ellers været problemer med netop dette trawl, fordi det har tendens til at sno rundt og være meget besværligt at få indenbords. Men det lykkedes – og der var fangst med nede fra 700-800 meters dybde!
 
Pressen og nysgerrige stod på nakken af hinanden for at forevige situationen, mens forskerne stod klar med baljer og petriskåle, alt efter interessefelt. Det, der fyldte mest i nettet, var gopler. En af dem var gigantisk med fire meter lange fangarme. Dens farve og konsistens lignede Bedstes rødgrød! Lone Gram fik sit bakterieskrab fra dens slimede overflade, inden alle andre fik sat fingre i den. Den blev løftet op, vendt og drejet.
Denne gang var der faktisk også fisk i nettet, så der var mange glade ansigter på dækket og fuld gang i indsamling og diskussion af slægter og arter. En lille håndfuld lysprikfisk fik særlig opmærksomhed fra CO²-projektet. Denne lille fisk med sin forholdsvis store mund æder fytoplankton i overfladen, som indeholder CO². Fisken går ned på dybt vand, hvor ekskrementer med CO² daler ned på bunden og dermed bringer CO² væk fra atmosfæren.
Der var også levende materiale, som blev siet fra og hældt op i et lille akvarium, og her kunne vi se et lille udsnit af, hvad dybet rummer. Især rejer, krill, tanglopper, nogle fine næsten lysende muslingekrebs, som mest af alt lignede et gult øje.
 
Fangsten gav fuld næring til det, alle venter på: Liv! Forskere rendte ind og ud af containere med beholdere med det værdifulde materiale. Nu er det ikke sådan, at forskerne så springer ud og erklærer løsninger på alverdens biologiske gåder dagen efter sådan en fangst. Langt det meste materiale fryses ned og sendes hjem til nærmere forskning til år frem i tiden. Først herefter får vi at vide, om vi er kommet nærmere eksempelvis immunsystemets mysterier.
 
Men i nuet er vi alle spændte. På hver vores måde. Jeg synes, det er vildt at få dyrelivet at se fra dybet i det hele taget, mens andre tænker i at opdage helt nye arter og kan lynhurtigt sortere de enkelte skabninger.
 
Der var forsinkelser på aftenens foredrag om lyde i havet. Det bragte os igen ud på de store dybder med fortællinger om havets helt store beboere: Hvalerne. Dem har vi heller ikke set meget til, men de kommer! Vi har set det første krill, det betyder mad for hvaler, pingviner og andre fugle….
 
Jeg lader op til onsdagen, som efter sigende byder på land i sigte, på sol og stille vand. Krydser fingre for at det er sandt og gør kamera og kikkert klar til landgang!

”Den nautisk utilpassede pingvinelsker”
- det er mig! Efter Kong Neptuns dåb af alle 101 mand om bord har vi skiftet navne med sære sammensætninger men med et vist islæt af sandhed i.
 
Lørdagen blev alt i alt en syret dag, som startede med, at Kong Neptuns hæse røst i prajeanlægget bekendtgjorde, at vi nærmede os den sydlige polarcirkel. Nu må man ikke foretage ritualer i Søværnet, men da ingen om bord før havde passeret linien, eksisterede der intet ritual at følge. Det betyder jo ikke, at vi ikke måtte dyppe hovedet i en balje med isvand, inden kaptajnen - på Kongens vegne - tildelte Det sydlige Diplom med hver vores nye navne. Alle lod sig ”døbe” og modtog med vådt hår og isklumper beviset på, at nu er vi over den 66,5. sydlige breddegrad.
 
Endnu en speciel linie er passeret og vi kommer nærmere og nærmere. Det vælger vi i hvert fald på at tro på, for der er intet, der tyder på de store forandringer. Net sænkes ned og trækkes op, fiskeliner med blink og kroge kastes ud og spindes op, men ingenting er der. Jamen så er solen der til at give lidt opmuntring? Nej, vi har set en enkelt stråle i et par minutter af gangen, ellers ingenting.
 
Eleverne fra Jyllandsposten bliver luftet sammen med hvalforskerholdet og slipper af sted i susende fart i en gummibåd. De nyder at være væk fra Vædderen, få luft og fart på hen over de lange dønningerne. Lytteudstyret sænkes ned, men bringer ingen lyde fra hvaler eller andet – ingenting.
 
Der er kun få muligheder: Sove eller gøre noget virkelig aktivt. Så alene i motionsrummet syrede benene til i en 10 km på motionscyklen. Kroppen fik vist et chok over al den aktivitet, som har været begrænset til turene ud på dækket, ned i cafeteriaet og tilbage til mit lukaf.
Den syrede dag ville ingen ende tage; den sluttede med bingo, hvor tallene blev læst op af præsten. Der blev serveret lørdagsslik og varm kakao, så det var godt med turen på motionscyklen forinden.
 
Den følgende dag er det blæst op og der skumtoppe på bølgerne. Tågen har lagt sig igen. Vi skal bare sejle i dag for at komme væk fra det dårlige vejr og for at komme tættere på land. Vi skulle passere Peter Ø, som ingen har besøgt i fire år. Heller ikke i år kommer der besøg, for der er en 20 km bred iskappe rundt om øen. Vi får ikke en gang iskanten at se, men sejler forbi langt væk i den lyse nat.
 
Journalister tripper rundt med blok og pen, men finder ingenting at skrive om – måske bortset fra en nautisk utilpasset pingvinelsker!
 

Sårbar kommunikation og ventetid
Vi når nu ud på det yderste af, hvad satellitforbindelserne kan magte. Vædderen skifter løbende satellitter, hvilket normalt ikke skaber problemer.
 
Men i denne position, hvor vi er nu, bliver vinklen her fra noget af det sydligste på kloden op mod ækvator mindre og mindre. Faktisk er vi afhængige af, om der er for høje bølger for ikke at få udfald i internetforbindelsen. Fredag eftermiddag gik forbindelsen i skiftet mellem en amerikansk satellit til en europæisk satellit. Kun absolut vigtige og små beskeder kunne knibes igennem systemet, så i et par timer var vi næsten afskåret fra kommunikation via Internet.
 
Men er vi har været privilegerede indtil nu. Bortset fra tidsforskellen er der samme Skype- og netforbindelse, som vi er vant til hjemmefra. Så vi tjekker arbejdsmails og Skyper´ til familien og venner i løbet af vores omvendte døgn fra skibet til Danmark. Så et par timers afbrud gør ingen stor skade. Vi har igen stillet på tiden og kommer nærmere og nærmere dansk tid. Når vi ender i Valparaiso i Chile, vil vi kun være 5 timer bagud. Nu er vi 9 timer bagud.
 
Selvom vi skærer en time af døgnet hver anden dag, er der nogen, der synes dagene er lange. Der mangler materiale at arbejde med. Der blev sat bundskrab ned på 4.800 meter i torsdags, og specielt fiskeholdene var spændte.
I ventetiden fik jeg i en af forskercontainerne set nogle muslinger, som er holdt i live fra New Zealand. En grønskallet new zealandsk musling. Det forunderlige ved denne muslingeart er, at en del af dem lever i symbiose med krabber. Symbiose betyder, at der er gensidig fordel ved at leve sammen. For krabben er fordelen indlysende: Den får beskyttelse. For muslingen ved man det ikke nøjagtigt, hvilken fordel den har, måske spiser krabben de parasitter, som uundgåeligt kommer ind i muslingeskallen. Og så er samlivet en fordel for begge. Krabben har et gennemsigtig blødt skjold og har kun antydning af øjne. Der viser sig at være krabber i ca. 20% af muslingeskallerne.
Muslingerne bliver brugt til forskellige forskningsprojekter om immunsystemet, bakterier og miljøfremmede stoffer.
 
Da bundeskrabet endelig blev hevet op fra dybet, viste det sig at indeholde søpølser af underlige former og farver, børsteorme, en enkelt sanddollar men kun nogle sørgelige rester af fisk. Så igen må fiske-forskerne væbne sig med tålmodighed. Da der blev varslet hård kuling, blev der heller ikke tid til at hente vandprøver, så endnu flere forskere må gå og vente. Imens har Vædderen sat fart på for at komme hen til bedre vejr.
Vi er i en tidslomme midt i intetheden, når man ser bort fra bølgerne. Alle afventer. Vi venter på at se land, på at se skibe, og vi vil snart gerne se solen igen ja, egentlig bare se NOGET!!
 
 
 
 

Søsyge og sikkerhed
Vædderen ligger stadig midt i Sydhavet og er på vej.

Vi har retning mod småøerne ud for den antarktiske halvø, hvor øen ”Peter Ø” bliver det første land, vi kommer til. Den er desværre pakket ind is, så derfor kan Vædderen ikke lægge til dér. I stedet bliver ”Deception Island” vores mål. Det er en hesteskoformet vulkanø, som skulle være til at lægge til på og komme i land på. Vi når den om en lille uge.
 
Skibet er installeret med noget fantastisk, som hedder stabilisatorer. Det er egentligt blot nogle små undervands-vinger, men virkningen er til at mærke; de giver modspil til bølgerne, så skibet ikke vipper så meget, som det ellers ville uden ”vinger”. Desværre er de jo udsatte og kan risikere at blive vredet, hvis de støder på en isklump eller en hval. Så i går da vandet var fyldt med isklumper, måtte stabilisatorerne trækkes ind en gang imellem. Dette sammen med østenvind gav nogle forfærdelige rullende bevægelser, som fik mig i vandret position og ind i drømmeland i 20 timer.
 
Inden nedturen fik alle om bord en forsmag på det forestående Antarktis. Et kæmpe stykke af isshelfen på 1 km længde stod i vandet, eller måske drev den og har gjort det i måneder eller år. Men den enorme størrelse med 50-60 meter over vandoverfladen gav ikke indtryk af nogen bevægelser overhovedet. Shelfen var flad på toppen, og bølgerne havde hugget kæmpeportaler ind
langs siderne. Vi fik gang i lommeregneren og anslog, at den indeholdt ¼ km³ vand eller ca. 250 mio. ton. Det er da noget! Tilstrækkeligt med ferskvand til samtlige husstande i Danmark på et år var der nogen, som gættede.
 
I dag er der sat net igen for at fange fisk. Et bundtrawl fires ned på 4800 meters dybde. Det kræver 7000 meter line og kommer til at tage det meste af dagen. Derudover skal der hentes vandprøver på 400 meters dybde. Bølgerne er mere stille i dag og tågen er lettet, så hvalholdet er standby. Så snart der ses hvaler, er det ned i gummibåden og af sted for at optage lyd. Det kræver en vis afstand til Vædderen, som larmer, og alligevel ikke for lang afstand pga. sikkerhed.
 
Sikkerheden er højt værdsat, heldigvis. Derfor er der jævnligt øvelser. F.eks. en brandalarm, der kimer, og der bliver sagt: ”Giv agt Vædderen! Øvelse, røg på blå gang undersøges!”. Det betyder ikke, at man bare skal fortsætte med at se film eller tage sit bad færdigt eller lige skrive sin weblog til ende. Det betyder: Ud i hangaren, hurtigt! Her samles forskere og formidlere og bliver råbt op ved vores nummer. De udeblevne numre ved man så, er inde i skibet endnu og skal findes. Betryggende i en nødsituation.
 
Så vi øver os. Øver i sikkerhed, øver os i at gå med dinglende skridt og altid ”en hånd til skibet” (en hånd på gelænderet eller væggen), øver os i at pakke os mere og mere ind, jo sydligere vi når og øver os i selv at tro på hvor vanvittigt langt væk, vi er fra alting, døgn efter døgn.

 

Tiden flyder
Efter 2900 km sejlads er der stadig langt til land.
  
Der er mange ting, som flyder omkring et skib – tiden f.eks. Her på Vædderen er det besluttet, at for at det kan passe med den tid, vi ender på i Valparaiso, så skal vi stille urene en time frem fra i morgen, hver anden dag i alt syv gange. Vi gør det kl. 13. Ikke fordi alle andre også gør det (som når vi stiller sommertid og vintertid i Europa) men fordi, det er besluttet her på skibet, at vi gør!
 
De store forventning fik et knæk her til morgen, hvor skrabet på den Pacifisk Atlantiske højderyg hentede én sten og to børsteorme op fra 2 km dybde. Øv! vi havde glædet os til at se bizarre fisk, som ingen tidligere havde opdaget, eller bare fisk eller andre dyr i det hele taget. Men sådan er forskning, man dykker ned, hiver op og gentager og gentager indtil noget kommer i nettet.
 
Fornemmelsen af at være meget langt væk fra alting er forstærket. Vi har nu sejlet 1600 sømil, ca. 2900 km. Vi har lige så lang en strækning foran os, inden vi ser land. Tågen er kommet tilbage, så der er heller ikke meget at se af fugle eller hvaler.
 
Derfor er det godt at kunne dykke ned i de små detaljer med de store perspektiver. Således kiggede et par af os indenfor i en af forskercontainerne hos cand. brom. Lone Gram,  som finder og undersøger bakterier fra havet. Prøverne tages fra vandet, fisk og - tang alle steder, hvor bakterier gror. De indledende opdelinger af de mest interessante bakterier sker om bord, hvorefter de fryses ned til –80 ^oC og sendes til Danmark fra den næste havn. Herefter ligger år af forskning forud  - dels ren grundforskning: Hvor hører bakterien til systematisk - dels for at finde frem til, om det er en bakterie, som kan anvendes medicinsk eller teknologisk. Men de indledende skridt sker her fra Vædderen, som giver mulighed for at opsamle prøver kloden rundt, og med stor sandsynlighed finder nye bakterier. Fascinerende med en mikroskopisk verden, der måske kan komme til at få kæmpe betydning.
 
Således flyder vi videre til næste stop, hvor net sænkes i dybet og forhåbentligt nye eventyr hives op.

Første Isbjerg!
Vi er kommet ind i den antarktiske zone og temperaturen er faldet.
 
Når der sker noget specielt bliver det ”prajet” dvs. kaldt
over højttalerne på hele skibet med mindre det er midt om
natten (bortset fra brand og andre ulykker, så bliver
der prajet!).
Således var der fart over hele skibet, da der blev prajet:
”Så er der et isbjerg ved styrbord”! Alle, der havde
mulighed, løb op på dækket med kameraer.
Jeg har glædet mig til at se isbjerge og blev ikke skuffet.
Selv i dette gråvejr, som har omgivet os fra starten af
rejsen fra New Zealand, var isbjerget blåt og smukt.
Vædderen gik en smule tættere på det og lagde det bag sig.
Vi kunne se, hvordan bølgerne slog mod den store
skulpturelle isklump.
Det bliver sikkert rutine for os at se isbjerge, men det
første er altså specielt.
Temperaturen gav også sit til stemningen; den er nemlig
droppet fra 14  ^oC til nu 8 ^oC.
Vandet er kun 2 ^oC, så det er om at holde sig indenbords!
Isbjerget og den koldere temperatur passer sammen, for
vi har nu passeret den antarktiske konvergens, som
opstår ved, at det kolde vand fra Antarktis møder det
varme vand fra nord.
I denne bræmme skabes der ideelle forhold for plankton,
som igen sætter skub i hele fødekæden opad. Så nu
begynder chancerne at blive gode for at se hvaler og flere
fugle.
Vi har også passeret en politisk grænse og er kommet ind
i den antarktiske zone, hvor 15 nationer er blevet enige
om, at Antarktis er en region uden krig og med
internationalt samarbejde.
 
Ellers har det været en stille dag, hvor praktiske gøremål
såsom vaskerummet og/eller motionsrummet kunne
besøges.På den anden side der er jo mange dage
endnu, så måske i morgen.
Det, der ikke udskydes og ligger i meget faste rammer, er
spisetiderne kl. 7.45, kl. 12 og kl. 18. Det gælder om at
være punktlig, for vi får kun ½ time til at skaffe (spise).
Så bliver der kommanderet: ”Velbekomme, cafeteriet er lukket!”
Der er slet ingen diskussion, alle føjer sig og tager ud af
bordeti en fart. Til gengæld nyder vi, at maden er god, varieret
og der er rigeligt. Så der er en grund til, at mange
Galathea3-deltagere har nævnt de ændrede kropsformer
efter blot en uge. Måske skal motionsrummet alligevel
besøges meget snart!
 
Fiskeholdene gør sig klar til at skulle fiske sent i aften.
Det er nemlig tidspunktet, hvor vi når den Pacifisk
Atlantiske højderyg. For de særligt interesserede er der
måske fangst at se kl. 3 i nat.
Først skal bundforholdene undersøges, så man ikke
risikerer at beskadige fiskegrejet, som senere sænkes
ned. Det bliver en oplevelse at se med, når de trækker
trawlet op.
For dem, som lister sig ud af den lune dyne, bliver
lyset i hvert fald ikke et problem, da det er sommer, og
det bliver mere og mere lyst des sydligere vi sejler,
selvom temperaturen siger vinter.
 
 

Modsat København

Hvis vi kunne kigge igennem vandet og på tværs af hele kloden her fra Vædderen, ville vi kigge lige op under Langelinie i København.
 
Først lige et par rettelser til tidligere weblog: Antipode Øerne er ikke antipodisk (modsat beliggende på kloden) med Korsør, men med et sted i havet mellem England og Frankrig. I dag er det dog ganske vist, at vi kl. 10 sejlede over det antipodiske punkt i forhold til København. Vildt! Jeg har taget et billede af, hvordan bølgerne så ud netop der!
Den anden rettelse er, at der i går blev taget vandprøver i 4 km dybde og ikke 400 meter, som skrevet i min weblog. Det er i dag, der er taget prøver på de kun 400 meter. Det har været eneste stop på turen ned mod Antarktis.
 
Om et par dage skal der fiskes over en helt speciel undersøisk højderyg: Den Pacifisk-Antarktiske højderyg. Her skal fiskeholdene trække trawl på 2000 meters dybde. Højderygge under havet er ofte rig på dyreliv: Hvaler, fugle og fisk. Så vi glæder os til at se lidt liv. På de steder vi sejler nu, er der kun tilfældigvis hvaler, og eneste scoop har været tre albatrosser, der sejlede hen over bølgerne. Til gengæld var de store og imponerende!
 
Når vi står på dækket og kigger ud over havet, er det helt uvirkeligt at tænke sig, at der er 4 km vand under os, og at vi er 1000 sømil=1852 km fra land. Udsigten kunne være bedre; man kan blot se en tåget masse i horisonten og temperaturen er 14 ^oC. Et par fra besætningen går stadig rundt i shorts og kortærmede skjorter, medens jeg selv er pakket ind i fleecejakke, halstørklæde og vindtæt jakke. Jeg skal helt sikkert have vanterne frem til i morgen.
 
Vi er fantastisk heldige med vejret. Bølgerne er kun ca. 2 meter høje, og der ligger høj- og lavtryk lige rundt om os, men vi sejler foran det dårlige vejr og har vundet en time i forhold til forventet. Det er lidt pudsigt at tænke sig modsætningen i, at der er orkan i Danmark og stille i Stillehavet. Jeg krydser fingre for at det holder – i hvert fald for vores vedkommende.
 

To lørdage på en uge
Vædderen har passeret datolinien og pludselig har vi fået en ekstra dag i denne uge.

Vi har passeret datolinien og går fra at være foran i forhold til dansk tid til at være bagud. Det har i mit hoved været en udfordring, hvad der egentligt skete, når vi passerede datolinien. Vi passerede ”linien” kl. 16, altså den første lørdag i ugen. Men for ikke at gøre det meget vanskeligt, blev det her om bord besluttet, at først ved midnat gik vi et døgn tilbage. Tænk at have to lørdage om ugen. Nogen mener at kunne udnytte det overfor deres chef, som måske har sagt ja, til lønforhøjelse den dag der er to torsdage i ugen – gælder det så ikke når der er to lørdage? Begivenheden blev fejret med brunch i messerne (spisesteder) her til morgen – den anden lørdag.
 
Denne eftermiddag har der været forholdsvis stille. Der er kun sendt et enkelt redskab ned, CTD´en, som tager vandprøver i forskellige dybder. I dag sendes den godt 400 meter ned, i morgen skal den 4 km ned. Når der tages prøver står skibet så stille som muligt for ikke at skade instrumentet. Så i ca. 5 timer ligger Vædderen midt i en suppe af tåge og ”stille” bølger og venter på, at apparatet bringes ned og op igen. Midt i forløbet blev der prajet (kaldt over højttalerne), at der var hvaler i sigte. Alle vil gerne se hvaler, så der bliver hurtig vild aktivitet på dækket af folk med kameraer og kikkerter. De heldige så hvalerne tæt på skibet. Det viste sig af være en stor flok grindehvaler. Jeg så rygfinnen på nogle stykker på lang afstand. Hvalholdet var klar til at tage ud i en gummibåd for at optage lyd, men fik ikke lov i den tid CTD´en er nedsænket. Gummibåd og wiren fra apparatet kan åbenbart komme i vejen for hinanden, så ingen lyde fra grindehvaler – i denne omgang.
 
Der er mange fiskeforskere med på dette togt, så der er stor interesse, når der bliver hentet noget op af vandet. Inden afsejlingen fra New Zealand blev der fisket fra Vædderen i havnen. En af sømændene, som fisker, fik en pigrokke på 23,5 kg. Forskerholdet  fra Zoologisk Museum i København var interesseret i at få den med hjem, så den fik et par gok i hovedet og var død. Dette forskerhold tager sig af alle former for nye arter, og er derfor interesseret i alt , hvad der hives op af vandet. Andre forskere er interesseret i de bakterier, som sidder på huden af fiskene, og således har alle forskere forskellige interesser i det, der kommer op af havet. Og hvis forholdene gør, at de ikke kan få de store instrumenter i havet, så fisker de selv med fiskestang. Så i går eftermiddags blev der hevet ni store fisk op på meget kort tid. Fisken viste sig at være beslægtet med de fisk, som et af forskerholdene har særlig interesse for, nemlig ”antifryseprotein-holdet”. Så hver enkelt fisk, som hives om bord bliver udnyttet af mange forskellige hold; der går ikke meget til spilde.
 
Vi er for alvor kommet ud på åbent hav. Besætningen bliver ved med at sige, at det er stille vejr. De har varslet frisk vind, men vi får vinden bagfra som medvind, og så er det ikke slemt, påstås! Min balancenerve siger noget helt andet og er meget i oprør. Vi får se, hvordan det går, når det går løs hen over Sydhavet – det vildeste hav på kloden!
 

Guldtoppede pingviner, pelssæler og store albatrosser ved Antipode Øerne
Efter et døgn med søsyge er jeg med igen og har set det mest fantastiske!
 
I dag har jeg grinet – i går lå jeg brak! 24 timer med søsyge som tvang mig i vandret stilling hele døgnet. Jeg prøvede at komme op uden held i ret lang tid af gangen. Gik tilbage til den sofa, jeg havde beslaglagt i officersmessen. Der var ikke noget at gøre, trods plaster og ”balancenerve-årmbånd”, som skulle dulme søsyge. ØV! var der blot at sige. Nu efter stort set 24 timers søvn går det bedre, og heldigvis for det, fordi dagen har bragt en masse oplevelser.
 
Vi har ligget stille hele formiddagen ud for en ø, ”Antipode Øerne”  Det skulle have været Bounty Island, som vi skulle besøge men det blev i stedet Antipode for at spare tid.
En ”Antipode” er en person, som bor på den diametralt modsatte side af Jorden. Antipode Øgruppen siges at være det modsatte sted på kloden i forhold til Korsør, som er beliggende midt i Danmark. Antipode øerne er øde og består af stejle klipper, græs, og lave træer – et landskab, som ligner Færøerne. Et tis-gult vandfald faldt højt oppe fra klipper og mundede ud i havet.
 
Først blev der planlagt en tur ind til øerne med én gummibåd, siden blev det aflyst pga. tåge og så blev det en realitet alligevel, da tågen lettede. Desværre blev der ingen plads til mig. Der var kun plads til en lille gruppe af forskere og af medier. For medierne blev det fotograferne, der fik lov – ingen journalister. Meget ærgerligt for der var et fantastisk dyreliv, fortalte de, der kom tilbage. De havde bl.a. set kolonier af guldtoppet pingvin og new zealandsk pelssæl.
Yngletiden for netop denne pingvin, vidste jeg på forhånd, ville være lige her omkring dette tidspunkt og måske ville det være for sent at se dem. Men der var unger med brune dun blandet med de små flotte guldtoppede voksne. Pelssælerne viste sig meget adrætte: De kravlede højt op på klipperne op til 20 meters højde. Søelefanter havde der også være en lille koloni af. Og det havde været et fantastisk syn.
 
Vi der blev på Vædderen havde nu også nogle fine oplevelser af at se både den guldtoppede pingvin svømmende rundt og pelssæler, som skød op over vandet som delfiner. Det var helt tydeligt at sælerne var meget interesseret i skibet, og fulgte os i timer. Den guldtoppede pingvin yngler kun på Antipode Øerne, Bounty Island og Aucklandøen så man skal være heldig at få netop denne pingvinart at se. Halvdelen af bestanden yngler på Anitipode Øerne. Oveni dette kom der mange albatrosser svævende forbi med deres fantastiske vingefang og lav glideflugt tæt på vandoverfladen.
 
De eneste andre, som fik lov til at sejle i gummibåd var hvalforskerholdet, som sejlede rundt tæt  skibet. De forsøgte at optage lyd fra pelssælerne, men de sagde åbenbart ikke noget. Hvalforskerholdet optager lyd fra hvaler og sæler og ser meget frem til at komme tæt på Antarktis, hvor rigtig mange arter af hvaler og sæler holder til.
 
Når vi starter med at sejle igen vil vi efter nogle timer passere datolinien og så begynder vores tidsforskydning at gå i minus i forhold til i Danmark. Nu er vi 12 timer foran dansk tid. Men derom senere, jeg skal lige finde ud af om vi får to fredage, to lørdage eller to søndage.

 
Jet-boats og jetlag
”Welcome to Christchurch” (med tryk på ”u”) lyder det i flyverens højttaler. ”Hope you had a pleasant flight!”. Den new zealandske dialekt er ikke til at tage fejl af, og jo tak, endelig er vi nået frem!
Helt om på den anden side af jorden - til New Zealand. Jeg startede rejsen sammen med tre gymnasieelever, som har vundet deres tur gennem Jyllandsposten. Dem skal jeg passe på til og fra Vædderen og en lille smule her om bord.
Jeg mødtes med dem i Kastrup Lufthavn søndag den 7. januar. Først fløj vi 12 timer til Hong Kong, hvor uret skulle stilles frem og dernæst fløj vi 10 timer til Auckland, New Zealand, hvorefter vi var i alt 12 timer foran i forhold til i Danmark. 37 timer efter afgang fra Danmark satte vi benene på kajpladsen, hvor Vædderen ligger indtil i aften.
 
”Vædderen” – mit hjem den næste måned Tænk, at det er virkeligt. Jeg har forberedt mig i 1½ år på turen - i hvert fald mentalt har Galathea, og ikke mindst dette togt, fyldt meget. Til sidst var jeg også meget klar til at komme af sted, og nu er det endelig virkelighed!
Jeg er installeret og har et mikroskopisk lille indblik i indretningen af to gangsystemer ud af - et utal! Min stedssans er ikke det den mest veludviklede sans, så der skulle lige et par ture frem og tilbage inden jeg nu ved, hvor jeg bor i forhold til cafeteriaet. - en meget vigtig detalje!
 
Den sidste dag i land Når Vædderen er i havn undervejs arrangeres ture for besætning og nyankomne på skibet, vi kaldes ”midlertidig besætning”. Vores tur gik igennem et landskab, som lig Danmark om sommeren: Smukke grøftekanter og regnvejr. Det er sommer her, men den koldeste i mange år, så det er kun ca. 13 grader, men kan skifte til 22 den næste dag.
Nogle folk går rundt i shorts og klip-klapper, medens andre har indset, at det nærmest er vinter.
Vi kom til et fantastisk sted med en turkis flod. Det lyder overdrevent, men er sandt. Vandet kommer fra smeltevandet fra bjergene, hvilket bringer mineraler med sig, som farver det i en flot farve.
Her blev vi sat om bord i en lavbundet ”jet-boat”, og der var fuld fart over floden! Ind imellem stoppede guiden op og fortalte om naturen og området. Det var en lidt grotesk måde at opleve naturen på: Fuld fart, motorstøj og sjovt som i Tivoli.
 
Vi er A-holdet! Tilbage på skibet er der en afslappet stemning. Mandskabet har chance for at få sig et par genstande, så der er ikke den arbejdsaktivitet, som kommer, når vi sejler. Når først skibet sejler, er det slut med alkohol, så ingen ”godnat-øl” fra i morgen og en måned frem! Vi prøver os frem for finde rundt, lure spisetiderne – ”skaffe-tid” på skibssprog – og lære hinanden at kende på kryds og tværs. Alle os nye har jetlag af varierende styrke, og alle er spændte. Når snakken kommer ind på turen, er det helt klart, at dette er TOGTET. Vi har kaldt os A-holdet – ”A” for Antarktis og glæder os til at skulle af sted.
De næste dage byder på mindst to store begivenheder: Vi skal passere datolinien og vi skal i land på Bounty Island – om vejrguderne vil! Her skulle der være chance for at se den ”guldtoppede pingvin”, som yngler netop dér. Så jeg vender tilbage med flere beretninger, når eventyret for alvor sætter ind.