|
Rødskuldret and Callonetta leucophrys
Fakta Levested: Sumpede tropiske skove i det centrale Sydamerika Føde: Hovedsagelig vegetabilsk føde Vægt: 190-360 gram Antal æg pr. kuld: 6-12 æg Rugetid: 26-28 dage Levealder: Ukendt
|
 |
Den rødskuldrede and er en lille sydamerikansk and, som lever i sumpede områder med pytter og floder, hvor den søger føde i vandoverfladen eller ved at dykke hovedet under vand. I yngletiden lever de enkeltvis i par. Æggene lægges og udruges i hule træer eller efterladte fuglereder. Førhen var Zoo´s ænder i bassinet hos søkøerne, men de store arowana-fisk spiste ællingerne, så nu er de flyttet her ud i voliere! Alle andefugle skifter deres flyvefjer (svingfjer) samtidigt, så de ikke kan flyve i en periode på 3-4 uger en gang om året. Da hannerne ikke tager del i opfostring eller pasning af unger, vil de samles i store hanflokke og tage til et roligt fældningssted. Hunnerne derimod fælder ofte i den tid, hvor de har unger, så de ligesom ungerne heller ikke er i stand til at flyve i en periode. Ænder skal opretholde et højt antal vingeslag for at kunne holde sig i luften. De kan ikke svæve, på nær når de er tæt på at skulle lande. Det er ikke let at lande for dem. Mange andefugle kan ikke bare flyve ned på land, men kræver vand, hvor fødderne sættes i vandoverfladen inden de stopper helt. Det er nemmere at svømme væk eller dykke, hvis der er fare på færde, så de ikke skal bruge energi på at lette og lande. Det er i hvert fald ingen taktik at blive og gå på land, da de bevæger sig meget besværet med deres korte ben og meget brede krop. Men i vand er den strømlinede krop en stor fordel, som sammen med de brede svømmefødder gør dem hurtige som svømmere og til at dykke ned under vand efter føde.

|