|
Hyrdefugl Chauna torquata
Fakta Levested: Tropiske og subtropiske vådområder i det centrale Sydamerika Føde: Sukkulenter, vandplanter, frø, blade og stængler. Begrænset mængde animalsk føde. Vægt: 4400 gram Antal æg pr. kuld: 2-7 Rugetid: 43-46 dage Levealder: Ukendt
|
 |
 |  |
Umiddelbart ligner hyrdefuglen ikke de øvrige medlemmer af andefugleordnen, og kigger man på fødderne af den afviger den ved kun at have svømmehud mellem det inderste af tæerne. Alligevel er der nogle fælles træk, som placere dem i denne orden, i deres egen familie med kun tre arter. Det danske navn kommer af at man i Sydamerika anvender hyrdefuglen i hønsegårde, fordi den skriger op, hvis nogen kommer for tæt på den. Det lokale navn ”Chajá” henviser til det specielle skrig den udstøder, som kan høres flere kilometer væk. Andre dyr reagerer på advarselsskriget og bliver opmærksomme på fare. De lange tæer er en tilpasning til at kunne gå i vådområder, hvor den finder sin føde. Den er meget territorial i yngletiden, og hvis ikke skriget er nok strækker den vingerne ud, hvorpå der er nogle skarpe sporer til forsvar og angreb. De danner par for flere år og hele livet. Umiddelbart er der ingen forskel på hanner og hunner, men hunnerne er en smule mindre end hannerne. De bygger altid rede alene og ikke i kolonier. Reden bygges tæt på vand. Begge forældrefugle ruger og passer på ungerne. Udenfor yngletiden er de ikke territoriehævdende men opholder sig flere sammen – op til flere tusinde fugle. Som andre ande- og gåsefugle er hyrdefugle gode flyvere, om end de pga. vægten er lidt tid om at lette, men når de først er i luften kan de svæve i længere tid. De sidder ofte i træerne og hviler, eller hvis de er blevet skræmte. I Odense Zoo har hydefugleparret fået unger to gange. Ungerne er afsat til andre europæiske zoologiske haver.

|