Dyr fra diverse kontinenter
Afrika
Afrika er et kontinent med mange forskellige slags naturområder – lige fra tørre ørkener til frodige regnskove. Odense ZOOs Afrika kaldes Kiwara, hvilket betyder ”hjem”. Kiwara består af mange afrikanske dyr bl.a. chimpanser, hvis naturlige habitat er regnskoven. Verdens største savanne ligger i Afrika. I Odense ZOO kan gæsterne opleve et savanneområde, hvor giraffer, zebraer og andre dyr deles om græsset, alt imens løverne kigger på. Afrika er også et kontinent som er stærkt repræsenteret af mange forskellige fuglearter. I ZOO kan du bl.a. se pelikaner og flamingoer i Nordeuropas største voliere.
Adopter et dyr
Fugle
Sjælden, sky og skjult er nogle af kendetegnene for denne antilopeart.
Navnet klinger af Afrika, og dette er også det naturlige hjemsted for antilopen. Papyrussumpene er sitatungaens perfekte levested. Den er simpelthen bygget til at kunne færdes meget i vand. F.eks. har den meget lange klove, som kan spredes og således være praktiske, når den bevæger sig rundt i sumpene, så den ikke synker for dybt. Og dog vil den vælge at være næsten helt neddykket, hvis der er rovdyr i nærheden. Den er god til at svømme og kan ligge i vandet kun med snuden oven vande. Man kan næsten forestille sig en leopard eller løve på jagt efter antilopen, pludselig forsvinder den bogstaveligt fra jordens overflade, og jagten må opgives.
Dens pels er kraftig og har et lag af olie for at kunne afvise vand, så når den står og æder af vandplanterne, som er dens primære føde, bliver den ikke specielt våd.
Som andre antiloper har sitatungaen store øjne, som er gode til at se efter fjender. Lugtesansen er også veludviklet, og de store ører opfanger lyde på lang afstand. Så den er forberedt på at søge i skjul ved enhver forstyrrelse. Da den lever ude midt i sumpen, er den godt beskyttet og svær at få øje på i forhold til andre antiloper på den åbne savanne, som er knap så skjulte og som forsvar må løbe for livet, hvis et rovdyr kommer for tæt på.
Hannerne er solitære; dvs. de lever alene bortset fra i brunstperioden, hvor de opsøger hunnerne. Disse er mere sociale og ses op til tre individer sammen. I brunstperioden kan man høre hannernes ”gøen” - en række høje lyde, som skræmmer øvrige hanner bort.
Man kan let skelne de voksne hanner fra hunnerne. Hannerne er mørkebrune med flotte letsnoede horn, mens hunnerne er lysebrune. Begge køn har pletter i hovedet og på kroppen tillige striber. Faktisk er de simpelthen utrolig smukke dyr og et kig værd!
Vægt:
Han: 70-125 kg Hun: 40-60 kg
Levested:
Sumpe og fugtige områder
Kønsmoden:
2 - 2½ år
Drægtighed:
247 dage
Antal kalve:
1, sjældent 2
Føde:
forskellige vandplanter og planter på jorden bl.a. siv, græsser
Levealder:
18-20 år

















