Nyhedsbrev

Modtag nyheder fra Odense ZOO
* Ikke gyldig email adresse

Dyr fra diverse kontinenter

Sydamerika

Sydamerika er en speciel verdensdel, hvor alle klimazoner forefindes fra det tropiske nord til det subantarktiske syd. 

I det tropiske klimabælte, hvor temperaturer og luftfugtighed er høje, findes bl.a. verdens største regnskov Amazonas. Her er artsdiversiteten, både hvad dyr og planter angår særdeles stor. Vi har i Odense Zoo et udsnit af dette fantastiske miljø i et tropehus bl.a. med søkøer.

Vi har også et udsnit af det kolde område med pingviner, som i deres naturlige omgivelser lever på de subantarktiske øer tæt på Sydpolen.

Nandu
Rhea americana
Nanduen er ikke i familie med den afrikanske struds, selvom den minder meget om den. F.eks. er det en fugl, som ikke kan flyve men derimod løbe meget stærkt, hvis den bliver skræmt. Den kan forsvare sig ved at sprede vingerne ud, hvorpå der er nogle store sporer.
 
Nanduer finder sammen i grupper i yngletiden med en han som parrer sig med flere hunner. Efter parringen leder han hunnerne til en rede, han har bygget på jorden. Her vil hunnerne komme i flok med et par dages mellemrum i løbet af nogle uger og lægge æg. Når de har lagt æg, forlader de hannen og lader ham udruge æggene alene, hvorefter de opsøger andre hanner. Æggene klækker efter 35-40 dage, og hannen passer ungerne til de er ca. ½ år gamle.
 
Hannens lyd i yngletiden lyder som “nan-du” - deraf navnet. Hannen får en mørk krave nederst på halsen i yngletiden, og han er en smule større end hunnen.
Fakta

Føde:
Rødder, frugt, frø, blade, insekter og små hvirveldyr.

Levested:
I det høje græs på pampasen

Kønsmodenhed:
2-3 år

Antal æg pr. rede:
15-30 æg

Rugetid:
35-40 dage

Vægt:
15-30 kg